Når man træder ind i San Marco-museet er det, som om man med ét er rejst tilbage i tiden, til hjertet af renæssancen.
Museet befinder sig i et kloster fra 1400-tallet, som hørte til Dominikaner-ordenen, og i det øjeblik du kommer ind i klostergården, er du omringet af skønhed og fred og føler, du har efterladt den travle by langt bag dig.
Opførelsen af klosteret, som er et ekstraordinært eksempel på renæssance-arkitektur, blev finansieret af Cosimo de’ Medici, kendt som Cosimo den Ældre. Det var et vigtigt religiøst centrum, men er også et sted der fortæller om kulturen, kunsten og politikken på det tidspunkt hvor Medici-familien, den vigtigste familie i Firenzes historie, trådte deres første trin på byens scene.
Mens byggeriet var i fuld gang, tog en af tidens ledende kunstnere, og selv medlem af sortebroderordenen, Fra Angelico, sig af at dekorere de forskellige rum. Hans smukke simple fresker, specielt dem man finder i munkecellerne på første etage, betager stadig enhver besøgende på museet. På stueetagen, i det rum hvor pilgrimme i sin tid kunne overnatte, huser museet desuden den største samling i verden af hans malerier.
Cosimo den Ældres store bibliotek befinder sig også på førstesalen. Det er anset for at være renæssancetidens første bibliotek der ikke kun var åbent for klosterets munke, men også for studerende uden for klosteret som var interesserede i at fordybe sig i Cosimos store samling af latinske og græske tekster. I dag udstiller biblioteket nogle meget smukke og antikke hånd-skrevne og -illustrede korbøger, blandt andre af Fra Angelico.
San Marco er også tæt forbundet med den fanatiske dommedagsprædikant Savonarola, som var leder af klosteret i nogle år. Vi besøger hans munkecelle, som er en glimrende lejlighed til at snakke om hans opgang og tragiske fald, i en meget turbulent periode af byens historie.